
Sygeplejerske - uddannelse som fjernundervisning
En uddannelse som Sygeplejerske er for dig, som har lyst til
et arbejde, hvor din vigtigste rolle er at give syge mennesker omsorg
og pleje. I øjeblikket er der stort fokus på sundhed i det danske
samfund, og derfor er uddannelsen som Sygeplejerske mere
relevant nu end nogensinde før. I takt med at videnen indenfor
lægevidenskaben øges, bliver der nemlig også brug for flere og flere
kompetente Sygeplejersker.
Selvudvikling som en del af uddannelsen
På uddannelsen til Sygeplejerske lærer du i høj grad at hjælpe
andre, men du lærer også en masse om dig selv. Når du er i praktik på
et af landets sygehuse, kommer du til at opleve forskellige ting
indenfor sygeplejen.
På samme måde, som du kommer til at opleve, at syge mennesker på
glædelig vis bliver raske, vil du også blive udsat for at skulle
håndtere mennesker, som ikke gør det. Og det er noget, som i høj grad
vil bidrage til en personlig udvikling hos dig, hvor du lærer dig selv
samt dine styrker og svagheder bedre at kende.
Uddan dig hjemmefra en stor del af tiden
Uddannelsen til Sygeplejerske som fjernundervisning er - i lighed med den almindelige sygeplejerskeuddannelse - en 3 1/2 årig uddannelse. Studiet påbegyndes altid med start til februar.
Uddannelsen er et fuldtidsstudie, hvor du, som på den ordinære uddannelse til Sygeplejerske, indholdsmæssigt følger den samme bekendtgørelse og studieordning. Hovedparten af den teoretiske undervisning foregår i det virtuelle rum på Internettet.
Klinisk undervisning
Den kliniske undervisning (praktikperioderne) foregår på traditionel vis på sygehuse og i kommuner. Som hovedregel foregår den kliniske undervisning på praktiksteder i Sønderjylland. Hvis du er bosat andre steder i landet, har du selv mulighed for at findet et praktiksted i nærheden af din bopæl. Praktikstedet skal godkendes af UC Syd, og skal svare til de øvrige praktiksteder, der anvendes.
Teoretisk undervisning
I perioderne med teoretisk undervisning, skal du regne med, at der i gennemsnit er 2-3 seminarer pr. modul. Seminarerne foregår på University College Syd, Sønderborg, oftest fra torsdag - lørdag. Der er mødepligt på seminarerne.