
Studieguide: Sådan søger du ind på en videregående uddannelse
For at søge ind på en videregående uddannelse skal du først finde ud af, hvilken uddannelse og hvilket uddannelsesinstitut du vil søge ind på. Du kan finde masser af uddannelser her på Studentum.dk eller også kan du gå ind på uddannnelsesinstitutionernes egne hjemmesider og blive klogere på, hvilke uddannelser de udbyder og hvornår de starter.
Ansøgningsskema
Når du har fundet en eller flere uddannelser du gerne vil søge ind på, kan du søge via hjemmesiderne www.kot.dk eller på www.optagelse.dk. På disse sider findes der masser af info om de praktiske aspekter ved selve ansøgningen og ansøgningsprocessen. Det er en god idé at søge på flere forskellige uddannelser eller flere af de samme uddannnelser på forskellige uddannelsesinstitutioner. Så er der større chance for at du kommer ind på en uddannelse.
Prioriteringsskema
En del af ansøgningen består af et prioriteringsskema. Her skal du skrive de uddannelser du søger ind på i en prioriteret rækkefølge og oplyser dermed hvilken rækkefølge du ønsker at blive optaget på uddannelserne i. Det betyder at den uddannelse du allerhelst vil optages på skrives først på listen og dermed bliver din 1. prioritet.
I ansøgningsprocessen vil det først blive prøvet om du kan komme ind på din højest prioriterede uddannelse, derefter på nummer 2 på din liste osv. Hvis du kommer ind på din 1. prioritet, bliver du ikke prøvet på de lavere prioriterede uddannelser.
Du skal udfylde og sende dit prioriteringsskema til det uddannelsessted, som du har valgt som 1. prioritet. Du skal stadig sende de almindelige ansøgninger til resten af de uddannelsessteder, som du vil søge ind på, men du skal kun sende ét prioriteringsskema.
Adgangskrav til videregående uddannelser
For at søge ind på en videregående uddannelse skal du have gennemført en gymnasial uddannelse. Til de gymnasiale uddannelser regnes: STX (studentereksamen), HF (Højere Forberedelseseksamen, HHX (Højere Handelseksamen), HTX (Højere Teknisk Eksamen) eller en tilsvarende udanlandsk eksamen.
På de videregående uddannelser kan der også findes specifikke krav om, at du skal have haft bestemte fag på bestemte niveauer (A, B og C-niveau), have opnået en vis minimumskarakter i et bestemt fag, eller at du har bestået hele din gymnasiale uddannelse med et minimumsgennemsnit.
Ansøg digitalt eller pr. post
Når du skal søge om optagelse på en videregående uddannelse kan du både søge digitalt over nettet eller med et almindeligt brev i posten. For at kunne tilmelde dig digitalt skal du enten have en digital signatur eller søge ind på en uddannelsesinstitution, der er i stand til at modtage ansøgninger digitalt. Det er gratis at bestille en digital signatur og du kan se på www.optagelse.dk, hvordan man gør.
Hvis du søger ind gennem kvote 2, hvor der oftest skal vedlægges bilag til ansøgningen, er det muligt at sende selve ansøgningen digitalt og derefter sende bilagene med posten, hvis du ikke har dem i digital form. Du kan selvfølgelig også sende hele din ansøgning med posten.
Der er også mulighed for at du på hjemmesiden bliver sendt videre til en digital ansøgning, som ikke kan sendes direkte fra nettet, men som du skal udfylde online og derefter printe ud, underskrive og sende med posten.
Du får som regel ikke en bekræftelse fra uddannnelsesinstitutionen, som du søger ind på, om de har modtaget ansøgningen eller ej. Hvis du vil være helt sikker på at ansøgningen er kommet frem pr. post, kan du få posthuset til at skrive en kvittering på, at du har afsendt brevet.
Overhold ansøgningsfristerne!
Det er vigtigt at du overholder ansøgningsfristerne, da din ansøgning ellers ikke vil blive taget i betragtning. Ansøgninger gennem kvote 2 har ansøgningsfrist d. 15. marts, mens ansøgninger gennem kvote 1 har frist d. 5. juli. Hvis du har en udenlandsk eksamen skal du altid søge inden d. 15. marts.
Nogle uddannelsesinstitutioner har uddannelsesstart både i august/september og i januar/februar. Selvom du først vil begynde på din uddannelse i januar/februar, skal du i nogle tilfælde alligevel søge ind om foråret/sommeren, mens andre uddannelser kan have deres egen ansøgningsfrist om efteråret for det følgende semester. Tjek altid ansøgningfristerne for dit uddannelsessted, så du ved, hvad der gælder for den specifikke uddannelse og ikke unødvendigt kommer til at vente et helt eller halvt år.



